Falske løsninger på klimakrisen

Regeringer og store virksomheder støtter en række tiltag, de anser for at være ”omkostningseffektive” metoder til at bekæmpe klimaforandringer. Blandt metoderne er et internationalt marked for handel med CO2-kvoter, ”rent kul” teknologi, atomkraft, samt agrobrændstoffer (biobrændstoffer).

Men mange af disse metoder begrænser ikke udledning af CO2 her og nu – og de garanterer endda ikke begrænsninger i fremtiden.

Hvad er der galt med CO2-handel?

De store private virksomheder ønsker et globalt CO2 marked som en del af den nye klimapakke. Det vil gøre det muligt for forurenende industrier at fortsætte med forurene ved at betale for nedskæringer i udslippet andre steder. Blandt forslagene er, at de kan ”modregne” CO2-udledning ved at investere i skove eller landbrugsjord, eller ved at betale for rene energiprojekter, idet ”rene” også betyder atomkraft.

EU’s CO2-marked

Forurenende industrier i EU skal allerede i dag skaffe sig tilladelser til at forurene i henhold til EU’s ordning for ”emissionshandel”. Under denne ordning tildeles forenende industrier et vist antal tilladelser af landets regering. Hvis en virksomhed har flere tilladelser end den har brug for, kan den sælge de overskydende tilladelser på CO2-markedet. Hvis den har færre tilladelser end nødvendigt, må den enten købe flere tilladelser på markedet, eller købe ”CO2-kreditter" fra projekter i u-landene gennem den såkaldte Clean Development Mechanism (se nedenfor).

Tal fra EU viser dog, at CO2 handelen indtil nu ikke har ført til reduktioner i CO2 udslippet, fordi der er for mange CO2-kreditter i systemet. Lobbyvirksomhed fra forskellige industri-sektorer har ført til, at der er delt flere kvoter ud end virksomhederne har behov for. Resultatet er, at omkostningerne ved øget CO2-udslip er raslet ned, og at erhvervslivet ikke har noget incitament til at rydde op efter sig.

Clean Development Mechanism

The Clean Development Mechanism (CDM), som blev vedtaget som en del af Kyoto Protokollen, opmuntrer de rige lande at betale for ’rene’ energiprojekter i den tredje verden. Det er meningen at disse projekter skal være ’tilskud’ til en eksisterende indsats. D.v.s. at de ikke ville blive udført uden kapital udefra. Erhvervslivet i EU kan således købe sig til CO2-kreditter, hvis de finansiserer CDM-projekter i u-landene.

Men en stigende mængde dokumentation viser, at systemet misbruges, og at mange projekter minder om fup. Nogle af de projekter, som modtager støtte har vist sig ikke at være ”tilskud”, og de gør det muligt for erhvervslivet at påberåbe sig kreditter for reduktioner i udslippet, som ville være sket alligevel. Nogle projekter øger endda udslippet, fordi de støtter nye kulkraftværker (der regnes for at være renere fordi de er mere effektive), men som stadig betyder mere forurening end før.

Et antal CDM-projekter har ydermere vist sig at have ødelæggende konsekvenser for sociale forhold og for miljøet i lokalsamfund, hvor lokale beboere bliver fjernet for at give plads til plantager eller nye energianlæg. Denne ødelæggende politik gør det muligt for erhvervslivet at købe sig fra forpligtelser til at skære ned i udslippet af CO2 hjemme.

Lobbyister for erhvervslivet vil gerne have, at Clean Development Mechanism udvides, så flere typer projekter gør det muligt at få CO2-kreditter. Blandt forslagene er kreditter for atomkraft, bevarelse af skov og endda landbrug.

Joint Implementation (fælles gennemførelse)

Virksomhederne kan også skaffe sig CO2-kreditter gennem ”Joint Implementation” (fælles gennemførelse), som betyder at der skal skabes et partnerskab med andre aktører i den industrialiserede verden for at udvikle ren energi. I princippet adskiller Joint Implementation sig ikke fra Clean Development Mechanism, blot finder udvekslingen sted mellem to industrialiserede lande.

For flere oplysninger om problemerne ved CO2 -handlen:

Hvad er problemet med de tekniske fix?

Det andet hovedkrav der er blevet rejst fra erhvervslivets side op til klimatopmødet (COP15) er ønsket om politisk og økonomisk støtte til, hvad der af industrien betegnes om ’klimavenlige’ teknologier, såsom CO2 -indfangning og -opbevaring (CCS), atomkraft, og anden generations biobrændstoffer.

CO2-opsamling og lagring (CCS)

CCS er en ny og uprøvet teknologi, der skal kunne opsamle og lagre CO2 fra kulfyrede kraftværker – eller andre store udledere af CO2 som stålværker – i undergrunden.

Opsamlet CO2 er blevet brugt til at udvinde olie – men teknologien er endnu ikke udviklet til kommerciel brug på kraftværker. Et testanlæg er blevet udviklet af Vattenfall i Tyskland.

Fjernelsen af CO2 fra afbrænding af kul kræver så meget mere energi, at det forøger kraftværkernes energiforbrug med 10-40%, afhængigt af hvilken metode, der anvendes3. Gassen skal derefter transporteres gennem rør eller med et tankskib til et depot. Tilhængere foreslår, at gassen kan opbevares i udnyttede olie- og gasfelter, på havbunden eller opløst i havvand, eller at den mineraliseres. Alle disse metoder vil kræve yderligere energi. Eksperter mener, at den største fare for lækager vil være under transport4. Der vides meget lidt om, hvorvidt CO2 kan opbevares sikkert i undergrunden. Der kan også være geologiske risici. CCS er uprøvet, dyr, kræver yderligere store energimængder, og vil øge efterspørgslen på kul. Det er også usandsynligt at teknologien vil være på plads i det nødvendige omfang i de første mange år, og bestemt ikke inden år 20205.

Løftet om ”rent kul” bliver brugt til at retfærdiggøre ’business as usual’ for den forurenende industri. Nedskæringer i CO2 udslippet er nødvendigt nu - men CCS teknologien kan føre til, at udledningerne stiger i mange år fremover.

For flere oplysninger om problemerne ved CCS teknologien:

Kernekraft

Kernekraft er foreslået som en energikilde med lav CO2 udledning. Erhvervslivet ønsker ”fjerde generations-reaktorer”, som ikke er opført nogetsteds endnu.

To nye tredje generations anlæg er ved at blive bygget i Europa – i Finland og Frankrig. Begge projekter er dog blevet ramt af store forsinkelser i anlægsfasen og af stigende omkostninger. Fjerde generations-reaktorer (som PBR, Pebble Bed Reactor) er stadig i udviklingsfasen (se: Advanced Nuclear Power Reactors, World Nuclear Association, March 2009).

Kernekraft er baseret på jordens beholdning af uran, som svinder, producerer radioaktivt affald og som ikke kan anses for at være en ren energikilde pga. miljøkonsekvenserne af selve energiproduktionen og lagringen af affald, og p.g.a. CO2 udledningen i forbindelse med udvindingen af uran.

Omkostningerne og forsinkelserne i forbindelse med opførelsen af kernekraftanlæg betyder, at en ny generation sandsynligvis ikke vil være i funktion indenfor de næste 10 år - for lidt og for sent til at tackle klimaforandringerne.

Anden generations biobrændstoffer

Første generations biobrændstoffer som f.eks. ethanol fra sukkerrør og biodiesel fra palmeolie, bliver allerede brugt i transportsektoren. Men en stigende bevidsthed om de ødelæggende konsekvenser af at anvende denne form for brændstof , herunder stigende fødevarepriser, stor CO2 udledning og alvorlige sociale konsekvenser i dele af den tredje verden, har ført til fremsættelsen af påstande om fordelene ved ”anden generations biobrændstoffer”.

Anden generations biobrændstoffer kan udvindes fra flere typer biologisk materiale, herunder træ, landbrugsaffald og prærie hirse (Panicum virgatum). Der udvindes cellulose for at lave ethanol, eller biomassen bliver raffineret til at lave biodiesel. Anden generations biobrændstoffer bliver ikke lavet af fødevarer, men materialet til brændstoffet ikke desto mindre skal dyrkes, vil produktionen lægge beslag på jord, der ellers kunne anvendes til dyrkning af fødevarer.

Genmodificerede træer er også ved at blive afprøvet. De er designet til at skabe en hurtigvoksende kilde til biomasse. Men genmodificerede træer udgør en stor fare for den naturlige skov og miljøet, idet de udtømmer jordbunden for mineraler, bruger kostbart vand og skaber en risiko for genetisk forurening.

Disse nye teknologier vil ikke løse de grundlæggende problemer med de fattiges adgang til jord i den tredje verden. Fattige som ofte bliver fordrevet. De vil heller ikke løse problemet med industrielt landbrug. Som ødelægger miljøet. Tværtimod.

Ikke de rigtige løsninger

Disse teknologier og pseudoløsninger forsinker egentlig handling. De store virksomheder lover, at vi kan bruge mere kul og olie, og at teknologien vil klare alle problemer. Selskaberne vil gerne have offentlige midler til at betale for disse nye teknologier, som de så kan profitere på. Men offentlige midler kan bruges bedre andetsteds.

Der er hårdt brug for investeringer til at stimulere til udviklingen af en økonomi, der ikke bygger på fossile brændstoffer. Videnskabsmænd på klimaområdet siger, at vi kun har 10 år til at få CO2 udledningen under kontrol. Tekniske fix afleder opmærksomheden fra de egentlige årsager til klimaforandringerne, ved at opbygge en myte om, at de bekæmper problemerne. De øger de uretfærdigheder, der i forvejen er forbundet med klimaspørgsmålet; uretfærdigheder af social karakter og miljømæssig karakter. De mest udsatte områder og lande vil ikke vil have råd til at bruge disse teknologier.

For mere information om disse teknologier, se: